super-full-moon-2016-1826417_1920

Månen har fået nyt cv

Når du på vej hjem fra en sen bytur kaster et blik mod månen, lægger du sandsynligvis hurtigt mærke til om den er fuld eller halv. Er du en ægte grubler, kan det også være du har taget dig selv i at spørge: Hvorfor har jorden overhovedet en måne? Hvorfor ikke to, som den der planet i Star Wars? Hvordan opstod vores måne, og hvor gammel er den?

En ny tilgang

Et californisk forskerteam med Melanie Barboni i spidsen har nu fastsat månens alder til 4,51 milliarder år, dvs. kun 60 millioner år efter at selve solsystemet blev til. Det overraskende høje tal – hidtil har de bedste bud på månens alder svævet mellem 100 og 200 millioner år efter solsystemstart  – er for nylig dukket op i bladet Science Advances. For at finde det måtte Barboni og hendes kolleger analysere gamle månesten på en helt ny måde.

Problemet med at tidsbestemme månesten, forklarer Barboni til magasinet Space, er at månens overflade er ”forurenet” af meteoritter. Eftersom månen ingen atmosfære har hvor rumskytset kan brænde op, bliver den konstant bombarderet fra det ydre rum, og det er svært at finde sten der går helt tilbage til månens tilblivelse. Men inde i nogle af de 42 kg månesten som Apollo 14-ekspeditionsmedlemmerne Alan Shephard og Edgar Mitchell i 1971 slæbte med hjem til Moder Jord, fandt Barboni & co. små, spændende korn af mineralet zirkon.

Tæt på det store crash

Månen blev skabt idet ét eller flere himmellegemer ramte jorden. Kollisionen var så kraftig at en stor masse blev slynget ud i rummet, hvor tiltrækningen fra jorden fik den til at gå i bane om planeten. I starten var den ny måne dækket af flydende lava, og det er i den sammenhæng at zirkon er interessant, da det går helt tilbage til størkningsprocessen, hvor månen først fik en hård overflade.

Zirkon indeholder altid en vis mængde uran, der er radioaktivt og langsomt nedbrydes til bly. Ved at foretage en såkaldt uran-bly-datering af de små zirkon-korn, lykkedes det altså de californiske grublere at afgøre vores nabohimmellegemes imponerende alder.

Sådan kommer du op hvis du falder under en månevandring

Charlie Duke blev den 10. person til at gå på Månen under Apollo 16-missionen i 1972. Han gik dog ikke hele tiden, for mens han var i gang med at tage en prøve af overfladen, faldt han forover, og måtte udføre nogle lavtyngdekrafts-breakdance moves for at komme på benene igen:

En undersøgelse fra 2014 peger på, at styrtene sker, fordi Månens tyngdekraft ligger lige på smertegrænsen for, hvornår vi mennesker kan finde op og ned. Ifølge undersøgelsen skal mennesker bruge 15 procent af Jordens tyngdekraften for at orientere sig, og Månens tyngdekraft er 17 procent af Jorden.

Mens der er noget åbenlyst komisk i at snuble efter at lande succesfuldt på Månen – for ikke at snakke om den omvendte rumdragts-orm, der får Charlie Duke op igen – kunne situationen have udviklet langt mere tragisk.

Hvis et styrt på månen rev et tilstrækkeligt stort hul på dragten, ville den ikke længere kunne forsyne astronauten med tilstrækkeligt tryk og ilt. Det ville få astronauten til at stå i en situation, hvor han enten ville dø af iltmangel eller af at kropsvæskerne koger væk, fordi vakuumet på månen sænker kogepunktet. River man hul på rumdragten, er det altså med at være hurtig med fodbold-lappen på knæet, hvis ikke det skal have en dødelig udgang.

NASA tog højde for risikoen ved at designe dragterne, så de var modstandsdygtige overfor styrt – og i øvrigt også, så de var sikre på, at astronauterne kunne komme op igen, hvis de faldt.

På en mere positiv note – da Jack Schmitt senere i 1972 var på det sidste hold, der satte fod på månen, tog han sig også en tumletur: