Bjørn Bojesen | GRUBLER

Bier er også optimister

Hvad har mennesker og bier egentlig til fælles, ud over at have fart på? Ifølge forskere ved London Universitet kan de små stribede flyvere opleve en slags optimisme, der ligesom vores følelse er styret af signalstoffet dopamin.

Der er en grund til, at chokolade er mere populært end broccoli: Hos mennesker frigiver eksempelvis slik og sex dopamin i hjernen, så vi får en positiv oplevelse. Forskere fra London Univeritet har netop testet, om det samme gør sig gældende for bier.

Inden de slap forsøgsbierne løs, lavede englænderne ifølge magasinet Science en slags testbane med fem huller i forskellige nuancer mellem blå (længst til venstre) og grøn (længst til højre).

Mens det blå hul indeholdt spændende sukkervand, måtte det grønne hul skuffe besøgende bier med ganske almindeligt vand. De tre midterhuller blev lukket, og sværmen af bier – af arten Bombus terrestris – fik lov til at gå amok. Efter kort tid havde bierne som formodet lært at finde ind til guffet i det blå hul.

Herefter åbnede forskerne de tre midterste huller (dem med farvenuancer mellem blå og grøn). Bierne blev delt i to testgrupper, hvoraf den ene fik vand og den anden sukkervand. Det viste sig, at de sukkerdopede bier hurtigere fattede mod til at flyve ind i de forvirrende turkise huller, hvor de jo ikke var sikre på, om der ventede dem en belønning (blå) eller ej (grøn).

Optimisme overvandt chok

For at teste at det virkelig drejede sig om optimisme, og ikke blot om et energigivende sukkerkick, lukkede forskerne nu alle bierne inde i et rør, der i nogle sekunder klemte sammen om bierne – på samme måde som en knæler gør det, når den har fanget en bi ude i naturen.

Efter denne chokerende oplevelse var de sukkerfyldte bier langt hurtigere til at træffe en beslutning om at komme videre og flyve hen til hullerne igen, end deres vansmægtende kollegaer, der i noget længere tid sad og var paralyseret.

Som en sidste test gav forskerne bierne et dopamin-blokerende stof. Nu var det slut med optimismen – bierne summede lige så langsomt hen til de mystiske huller, hvad enten de havde fået en træls eller sødmefyldt morgenmad.

Grønne neandertalere tog medicin

Neandertaler. Hvad er det første du forestiller dig, når du hører ordet? Hvis du nogensinde har grinet ad Gary Larsons tegninger, ringer de følgende stikord måske en klokke: Muskelbundt, hønsehjerne, gok mammutter i hovedet med køller. Forsimplet! råber forskerne, der i de seneste år har haft travlt med at revidere billedet af vores stenalderslægtning med de brede skuldre, det firskårne ansigt og den ekstremt vigende pande: Neandertalerne begravede deres døde, de kunne lave ild, de pyntede sig med skind og fjer, og de dyrkede sex med de første moderne mennesker i Europa. Og så åd de noget meget varieret palæomad.

Spanske neandertalere levede vegansk

På kvindedagen 2017 publicerede tidsskriftet Nature et studie af neandertalernes madvaner. Her har forskere fra bl.a. Barcelona Universitet studeret 49 tusind år gamle knoglerester fra en hule i Nordspanien og én i Belgien. Analyser af blandt andet bidmønstre i de spanske neandertaleres emalje viser at de primært levede af planteføde fra skoven, deriblandt svampe, mos og pinjekerner. Derimod levede belgierne mere op til de klassiske neandertalerfordomme: Deres menu bestod primært af kød fra blandt andet muflonfår og uldhåret næsehorn. Fundene viser at neandertalerne var fleksible og kunne tilpasse sig varierende omgivelser. Som forskeren Karen Hardy udtaler til El País: ”De var kloge og havde en økologisk viden som vi har mistet.”

Huleboerne brugte medicin

Til forskernes forbløffelse viste det sig at en spansk huleboer, der for tusinder af år siden led af smerter fra en tandbyld, havde gnavet i et stykke poppelbark, der indeholdt salicylsyre – som også indgår i den smertestillende medicin aspirin. Opdagelsen viser at neandertalerne havde kendskab til medicin… Det bliver bekræftet af DNA-spor efter særlige svampe som de muskuløse menneskeslægtninge brugte som antibiotika.

Desperat neandertaler åd hjerner

Siden den spanske hule El Sidrón blev fundet i 1994, har lokale forskere slæbt knogler fra i alt 13 neandertalere ud i dagslyset. Flere af knoglerne har fået skrammer, og brud på de kraftige kranier fortæller en brutal historie: Desperat af sult har en neandertaler slået sine artsfæller ihjel og suppleret sin ellers så veganske palæomad med kødet fra de undervurderede hjerner.

Klimaforandringer skilte zebraer og heste fra hinanden

Din barnehjerne blev måske også smittet af ”Halfdans ABC”: Zebra, zebra, er du æsel eller hest, tror du striber klær dig bedst, hvor sku’ jeg vide det fra.

Zebraer, æsler og hestes historie har længe været tilsløret. For 18 millioner år siden blev hestefamilien – Equidae – ramt af vokseværk. De små planteædere skød i vejret og fik længere og kraftigere tænder, der kunne tygge græs. Samtidig begyndte de at forgrene sig i alle mulige retninger, indtil verden rummede hele 138 hesterarter. I dag er der kun 7, fortæller palæontologen Juan López Calapiedra til den spanske avis El País. (Bonusinfo: Det drejer sig om 3 zebraarter, 3 arter af vildæsel, samt den vilde hest. Tamme æsler og heste regnes som underarter af deres vilde fætre.)

Klimaforandringer splittede hestene

Hestens stamfader Eohippus lignede ikke ret meget en moderne hest.

Calapiedra stiller i tidsskriftet Science spørgsmål ved punkt 3 i den klassiske fortælling:

1. I Nordamerika begynder græsstepperne at brede sig.

2. Urhestene tilpasser deres tænder og mavesystem til en hverdag som græsædere. Truslen fra rovdyr, der meget let kan angribe i det åbne landskab, får hestene til at tiltage i størrelse.

3. Selvom ændringerne sker hurtigt, udvikler forskellige grupper af urheste sig lidt forskelligt fra hinanden, fx bliver nogle større eller får et andet pelsmønster. Derfor opstår der i løbet af forholdsvis kort tid en række arter.

Efter at have undersøgt knogler og tænder fra alle de 138 arter konkluderer Calapiedra og hans team at overgangen fra ”urhest” til ”moderne hest” slet ikke skste så hurtigt som hidtil antaget, og at det derfor næppe var den kropslige udvikling i sig selv der førte til at hestefamilien blev splittet i blandt andet zebraer, heste og æsler. I stedet var det klimaforandringer der ændrede landskabet og isolerede flokke fra hinanden, og dermed sørgede for at de udviklede sig i forskellige retninger, samtidig med at dyrene stadig fulgte det oprindelige evolutionsspor hen mod ”stor græsæder, der kan flygte fra rovdyr”. Forskellen mellem æsler, zebraer og heste er stadig ikke større end at de kan få afkom med hinanden.

Designet er amerikansk

I 1493 tog Columbus moderne heste med til Nordamerika, hvor mennesket i årtusinder ikke havde haft andre ridedyr end lamaer og alpakaer. Hesten var kommet tilbage til sine forhistoriske rødder:

”Nordamerika var en hestefabrik,” fortæller Calapiedra til El País. ”Hver gang der opstod et vindende design, spredte det sig til Eurasien via Beringstredet og derfra videre til Afrika.”

Det er dog stadig uvist hvordan zebraen fik sine striber, om den er hvid med sorte striber eller sort med hvide striber, og sidst men ikke mindst, om den egentlig er et æsel eller en hest?

Månen har fået nyt cv

Når du på vej hjem fra en sen bytur kaster et blik mod månen, lægger du sandsynligvis hurtigt mærke til om den er fuld eller halv. Er du en ægte grubler, kan det også være du har taget dig selv i at spørge: Hvorfor har jorden overhovedet en måne? Hvorfor ikke to, som den der planet i Star Wars? Hvordan opstod vores måne, og hvor gammel er den?

En ny tilgang

Et californisk forskerteam med Melanie Barboni i spidsen har nu fastsat månens alder til 4,51 milliarder år, dvs. kun 60 millioner år efter at selve solsystemet blev til. Det overraskende høje tal – hidtil har de bedste bud på månens alder svævet mellem 100 og 200 millioner år efter solsystemstart – er for nylig dukket op i bladet Science Advances. For at finde det måtte Barboni og hendes kolleger analysere gamle månesten på en helt ny måde.

Problemet med at tidsbestemme månesten, forklarer Barboni til magasinet Space, er at månens overflade er ”forurenet” af meteoritter. Eftersom månen ingen atmosfære har hvor rumskytset kan brænde op, bliver den konstant bombarderet fra det ydre rum, og det er svært at finde sten der går helt tilbage til månens tilblivelse. Men inde i nogle af de 42 kg månesten som Apollo 14-ekspeditionsmedlemmerne Alan Shephard og Edgar Mitchell i 1971 slæbte med hjem til Moder Jord, fandt Barboni & co. små, spændende korn af mineralet zirkon.

Tæt på det store crash

Månen blev skabt idet ét eller flere himmellegemer ramte jorden. Kollisionen var så kraftig at en stor masse blev slynget ud i rummet, hvor tiltrækningen fra jorden fik den til at gå i bane om planeten. I starten var den ny måne dækket af flydende lava, og det er i den sammenhæng at zirkon er interessant, da det går helt tilbage til størkningsprocessen, hvor månen først fik en hård overflade.

Zirkon indeholder altid en vis mængde uran, der er radioaktivt og langsomt nedbrydes til bly. Ved at foretage en såkaldt uran-bly-datering af de små zirkon-korn, lykkedes det altså de californiske grublere at afgøre vores nabohimmellegemes imponerende alder.

Kvæler Siri de engelske dialekter?

”Create a reminder,” beordrer den skotske mand sin iPhone. Men Siri opretter slet ikke nogen påmindelse. I stedet kommer der følgende klage fra Apples talegenkendelsessystem: ”I don’t know what you mean by … create a remain.”

Det er ikke kun skotter, men også teksanere og andre engelsktalende med lokal udtale der kæmper for at blive forstået af maskiner. Folk der naturligt siger nae bliver tvunget til at tale som en ordbog og sige no til deres mobiltelefon. Selv mennesker fra ”store” engelsktalende områder kan have svært ved at trænge igennem: ”Masser af folk fra Australien og Indien har fortalt mig at de kun kan kommunikere rigtigt med Siri hvis de efterligner en amerikansk accent,” fortæller sprogforskeren Lars Hinrichs til avisen The Guardian.

Ifølge Alan Black, en skotsk it-forsker, har vi alle mindst tre forskellige ”stemmer”:

• en almindelig stemme, som man bruger over for familie og venner

• en telefonstemme, som man bruger når man snakker med fremmede i telefonen – det kan fx være at man fjerner nogle dialektudtryk og er mere høflig

• en maskinstemme, som man bruger når man taler til en maskine

Teknologien for talegenkendelse bliver stadig bedre, så en dag kan Siri måske forstå alle mulige dialekter og sprog. Det store spørgsmål er om folk kan vente til teknologien tilpasser sig deres sprog – eller om de i stedet tilpasser deres sprog til teknologien?

Hanner brøler sig store

Har du selv (eller en ven af hankøn) nogensinde ledt efter de mørkeste steder i adamsæblet med den hensigt at gøre en kvinde blød i knæene? Du (han) er ikke alene: I et studie i tidsskriftet Nature lytter zoologerne Benjamin D. Charlton og David Reby til lystige mande-brøl fra 67 forskellige landlevende pattedyr, bl.a. løve, elefant og chimpanse. Deres opsigtsvækkende konklusion er at hannerne fra en række arter har udviklet en dybere stemme end de teknisk set burde have – lige præcis for at score hunner.

I teorien er der altid mere bas og kraft i brølet fra en stor han, eftersom større struber har plads til både mere resonans og længere stemmebånd (der kan svinge med en lavere frekvens og dermed skabe en dybere klang). Naturen har imidlertid fundet på masser af tricks der lader (han)dyr ”snyde” sig til en dybere røst:

Brøleaben har et overdrevet stort strubehoved
Saigaantilopen har udviklet en særligt stor snude der forstærker lyden
Koalabjørnen har et ekstra sæt stemmebånd der sidder uden for selve strubehovedet

Andre dyr har et meget bevægeligt strubehoved, der ligesom en elevator kan skifte ”etage”.

I den vilde natur er det normalt den stærkeste der overlever. Derfor handler det for mange hunner om at finde sig en stor og kraftig han, der kan føre de gode gener videre til afkommet. Men nogle gange leder det dybe, sensuelle parringsbrøl altså hunnen hen til en mage der er knap så stor som hun havde forestillet sig.

Det er dog ikke alle pattedyr der bruger den slags scoretricks. Reby og Charlton sammenlignede også de forskellige arters gennemsnitlige testikelstørrelse. Dyr med større testikler havde gennemgående lysere stemmer – og åbenbart ikke det samme behov for at charme hunnerne med falsk reklame.

Ord er ikke helt tilfældige

N for Næse! Nu giver et sprogforskerteam deres kolleger en lang én. I en artikel i tidsskriftet PNAS påstår de at der er en grund til at bl.a. det danske ord ”næse” indeholder næselyden N. Det gør ordet for vores lugteorgan nemlig også på en række andre sprog, deriblandt zulu (”ekhaleNi”) og japansk ”haNa”). Lige siden schweizeren Ferdinand de Saussures bog ”Kursus i generel lingvistik” blev udgivet i 1916, har forskere fnyst ad den slags påståede sammenhænge mellem lyde og betydning. (Undtagelsen er lydmalende ord, fx mjav!) Det er ifølge videnskaben fuldstændigt tilfældigt at det du drikker i fredagsbaren hedder ”øl” på dansk, ”beer” på engelsk og ”cerveza” på spansk. Hvis du og vennerne bare var enige om betydningen, kunne det lige så godt hedde ”blublu”.

Den rebelske gruppe lingvister syntes imidlertid at der var alt for mange ligheder mellem ubeslægtede sprogs ord for de samme ting. Hvorfor, spurgte de, hedder fugl ”ptitsa” på russisk og ”tori” på japansk – begge dele med lydene I og T? For at få svar på deres spørgsmål madede de en computer med ordlister på over 4298 sprog, dvs. 62% af verdens tungemål. Hver fil indeholdt mellem 28 og 40 af de mest almindelige ord. Forskerne opdagede snart 74 typiske link mellem lyd og betydning, blandt andet:

• ordene for ”rød” og ”rund” indeholder ofte lyden ’r’

• ordet ”tunge” indeholder ofte lyden ’l’ eller ’u’

• ordet for ”lille” indeholder ofte lyden ’i’

• ordet for ”næse” indeholder ofte lyden ’n’

Næste gang du sidder og sveder over de spanske eller kinesiske gloser, kan du trøste dig med at det i hvert fald ikke er HELT tilfældigt…

Aboriginerne var de første udvandrere

Alle mennesker stammer fra Afrika, men hvem var de første til rejse andre steder hen?

Ifølge den traditionelle ”Out of Africa”-teori udviklede smarte aber på savannen sig til Homo sapiens (det tænkende menneske) for mindst 150.000 år siden, og så gik der lige hundrede tusind år inden de besluttede sig for at undersøge resten af verden.

Nu hævder den danske professor Eske Willerslev og hans kolleger imidlertid at folk udvandrede i flere omgange, og at de australske aboriginere er verdens ældste immigranter.

Nye DNA-spor

Deres opsigtsvækkende påstande er blevet publiceret i tidsskriftet Nature, og byggerpå nye DNA-undersøgelser af 83 aboriginere og 25 papuanere (fra Ny Guinea).

Aboriginernes arvemasse er ikke før blevet undersøgt i dybden, og Willerslev og hans kolleger er overbevist om at aboriginerne sejlede eller gik fra Afrika til Australien for over 60.000 år siden.

Den gang hang Australien og Ny Guinea sammen. Senere steg havet, og de to befolkninger udviklede sig i to forskellige retninger, fordi de ikke længere kunne have sex og få børn sammen.

I papuanernes gener fandt forskerteamet spor af en endnu ældre menneskegruppe, der forlod Afrika for 120.000 år siden.

Hvad fik dem til at rejse?

Ved universitetet i Hawaii har Axel Timmermann og Tobias Friedich kombineret arkæologi og klimaundersøgelser.

Efter at mennesket fik sin høje IQ, har der været 4 store istider, for 106.000-94.000, 89.000-73.000, 59.000-47.000 og 45.000-29.000 år siden.

Hver gang livet blev lidt hårdere hjemme i Afrika, har der været nogle friske mennesker der var klar til at tage på eventyr ude i den store verden.

GRUBLER

All posts by : Bjørn Bojesen