Har du selv (eller en ven af hankøn) nogensinde ledt efter de mørkeste steder i adamsæblet med den hensigt at gøre en kvinde blød i knæene? Du (han) er ikke alene: I et studie i tidsskriftet Nature lytter zoologerne Benjamin D. Charlton og David Reby til lystige mande-brøl fra 67 forskellige landlevende pattedyr, bl.a. løve, elefant og chimpanse. Deres opsigtsvækkende konklusion er at hannerne fra en række arter har udviklet en dybere stemme end de teknisk set burde have – lige præcis for at score hunner.
I teorien er der altid mere bas og kraft i brølet fra en stor han, eftersom større struber har plads til både mere resonans og længere stemmebånd (der kan svinge med en lavere frekvens og dermed skabe en dybere klang). Naturen har imidlertid fundet på masser af tricks der lader (han)dyr ”snyde” sig til en dybere røst:
- Brøleaben har et overdrevet stort strubehoved
- Saigaantilopen har udviklet en særligt stor snude der forstærker lyden
- Koalabjørnen har et ekstra sæt stemmebånd der sidder uden for selve strubehovedet
Andre dyr har et meget bevægeligt strubehoved, der ligesom en elevator kan skifte ”etage”.
I den vilde natur er det normalt den stærkeste der overlever. Derfor handler det for mange hunner om at finde sig en stor og kraftig han, der kan føre de gode gener videre til afkommet. Men nogle gange leder det dybe, sensuelle parringsbrøl altså hunnen hen til en mage der er knap så stor som hun havde forestillet sig.
Det er dog ikke alle pattedyr der bruger den slags scoretricks. Reby og Charlton sammenlignede også de forskellige arters gennemsnitlige testikelstørrelse. Dyr med større testikler havde gennemgående lysere stemmer – og åbenbart ikke det samme behov for at charme hunnerne med falsk reklame.