Drømmen om mennesker på Mars har det seneste årti fået fornyet kraft, og Space X med Elon Musk som bannerfører er nogle af dem, der råber højest. Men skal Mars koloniseres, skal prisen for at komme til planeten ned. Det fortalte Elon Musk for nyligt, da han i godt en time fremlagde Space X’s marsplaner.

Ifølge Space X-direktøren er der allerede nu en gruppe, som gerne vil til Mars. Samtidig er der en (enormt lille) gruppe, som har råd til det. Men overlappet mellem de to grupper er nærmest ikke eksisterende, og hvis vi skal have en koloni på Mars, skal der være et større overlap.

“Hvis vi kan få prisen for at flytte til Mars til at være det samme som gennemsnitsprisen på et hus i USA – 200.000 dollars (svarende til 1,35 mio. kroner.) – så vil muligheden for at lave en civilisation på Mars være stor. Jeg tror næsten helt sikkert, det vil ske”, siger han.

Med en pris på 1,35 mio. kroner er det stadig langt fra alle, der vil vælge at tage afsted – faktisk kun et lille mindretal – men ifølge Elon Musk vil overlappet mellem dem der vil og dem der har råd bliver stort nok med den pris.

space-x-want-to-go-vs-can-afford-to-go

Forbedringer på 5 millioner procent

Elon Musk anslår, at det i dag vil koste cirka 10 mia. dollars – 68 mia. kroner – at sende én mand til Mars. Den pris skal altså forbedres med 5 millioner procent, før vi når hans ønskede scenarie.

“Det lyder måske umuligt, men jeg tror der er måder at gøre det på”, siger Elon Musk.

De fire vigtigste punkter for at nå så langt er i følge direktøren:

  • Fuld genanvendelse af fartøjerne:
    Den vigtigste af de fire punkter. Ved at drage en parallel til en Boeing 737 har han regnet sig frem til, at det ville koste 500.000 dollars at komme ud at flyve, hvis man ikke kunne genbruge flyet – et stykke fra de 299,- det jævnligt koster at komme til London. Selvom Mars-rumskibet ikke kan genanvendes så mange gange og så ofte – det tager 26 måneder at flyve mellem Mars og Jorden – så siger det lidt om perspektivet.
  • Optankning af rumskibet mens det er i kredsløb om jorden:
    I stedet for at rumskibet skal flyves tilbage til jorden for at tanke op, skal det optankes mens det er i kredsløb. På den måde skal rumskibet ikke brænde en masse krudt af på at komme ind og ud af jordens atmosfære og tyngdekraft.
  • Brændstofproduktion på Mars
    Hvis ikke der produceres brændstof på Mars, skal brændstoffet transporteres med frem og tilbage – og det er bøvlet.
  • Det rigtig brændstof
    Space X skal finde frem til et brændstof, som faktisk kan produceres på Mars.

Se hvordan Space X forestiller sig, at systemet skal fungere, i den fire minutter lange demonstration her:

De første rumrejser om få år

Ifølge Elon Musk er planen, at Space X vil begynde at sende ubemandede rumskibe mod Mars allerede i 2020.

Og “if things go super well,” skal der sendes folk mod Mars indenfor 10 år – altså i 2026. Det er snart! Og derfor ligger der da også nogle indbyggede forbehold i udmeldingen:

“Men der er enorm risiko involveret. Det kommer til at koste meget og der er en god sandsynlighed for, at det ikke vil lykkes, men vi vil gøre vores bedste,” siger han.

Hvorfor Mars?

Som en af Jorden nærmeste naboer, er der selvfølgelig en hvis logik i at kigge mod Mars. Men hvorfor egentlig ikke satse på Saturn med de imponerende ringe eller skyde den helt ud til Uranus, nu vi skal afsted?

“Vores muligheder for at blive en multiplanetar race indenfor solsystemet er begrænsede,” forklarer Elon Musk under sit oplæg.

Merkur er for tæt på solen og derfor for varm, mens Venus, som er Jordens anden nabo, har en atmosfære under højt tryk, en øvre atmosfære som danner regn af koncentreret svovlsyre og en overfladetemperatur på godt  450 grader, “so that will be a tricky one”, som han forklarer i videoen.

Jupiter og Saturn består af gas, og har derfor ingen fast overflade, som vi kan lande og bygge på. De har derimod måner, som måske kan bruges, men de er meget længere væk fra både Jorden og Solen end Mars, og derfor meget sværere at komme til.

Derfor er Mars altså den bedste mulighed.

space-x-mars-sammenlignet-med-jorden

SVAR