Le_Moustier

Grønne neandertalere tog medicin

Neandertaler. Hvad er det første du forestiller dig, når du hører ordet? Hvis du nogensinde har grinet ad Gary Larsons tegninger, ringer de følgende stikord måske en klokke: Muskelbundt, hønsehjerne, gok mammutter i hovedet med køller. Forsimplet! råber forskerne, der i de seneste år har haft travlt med at revidere billedet af vores stenalderslægtning med  de brede skuldre, det firskårne ansigt og den ekstremt vigende pande: Neandertalerne begravede deres døde, de kunne lave ild, de pyntede sig med skind og fjer, og de dyrkede sex med de første moderne mennesker i Europa. Og så åd de noget meget varieret palæomad.

Spanske neandertalere levede vegansk

På kvindedagen 2017 publicerede tidsskriftet Nature et studie af neandertalernes madvaner. Her har forskere fra bl.a. Barcelona Universitet studeret 49 tusind år gamle knoglerester fra  en hule i Nordspanien og én i Belgien. Analyser af blandt andet bidmønstre i de spanske neandertaleres emalje viser at de primært levede af planteføde fra skoven, deriblandt svampe, mos og pinjekerner. Derimod levede belgierne mere op til de klassiske neandertalerfordomme: Deres menu bestod primært af kød fra blandt andet muflonfår og uldhåret næsehorn. Fundene viser at neandertalerne var fleksible og kunne tilpasse sig varierende omgivelser. Som forskeren Karen Hardy udtaler til El País: ”De var kloge og havde en økologisk viden som vi har mistet.”

Huleboerne brugte medicin

Til forskernes forbløffelse viste det sig at en spansk huleboer, der for tusinder af år siden led af smerter fra en tandbyld, havde gnavet i et stykke poppelbark, der indeholdt salicylsyre – som også indgår i den smertestillende medicin aspirin. Opdagelsen viser at neandertalerne havde kendskab til medicin… Det bliver bekræftet af DNA-spor efter særlige svampe som de muskuløse menneskeslægtninge brugte som antibiotika.

Desperat neandertaler åd hjerner

Siden den spanske hule El Sidrón blev fundet i 1994, har lokale forskere slæbt knogler fra i alt 13 neandertalere ud i dagslyset. Flere af knoglerne har fået skrammer, og brud på de kraftige kranier fortæller en brutal historie: Desperat af sult har en neandertaler slået sine artsfæller ihjel og suppleret sin ellers så veganske palæomad med kødet fra de undervurderede hjerner.