Det gik ikke stille for dig, da Europas største vulkan Mt. Etna torsdag den 16 marts igen gik i udbrud – se videoen af udbruddet på nært hold her
Mt. Etna, der ligger på den italienske ø Sicilien, er med sine godt 3300 meter den største, aktive vulkan i Europa, og den går regelmæssigt i udbrud – senest i 2012.
Det er dog sjældent, at der er personer så tæt på udbruddet som i videoen overfor. 10 personer kom da også til skade, da det pludselig udbrud sendte sten og støv ud over de mange tilskuere, men ingen kom alvorligt galt afsted.
En anden – og mindre søsygefremkaldende – video på afstand fra udbruddet, kan ses her:
Charlie Duke blev den 10. person til at gå på Månen under Apollo 16-missionen i 1972. Han gik dog ikke hele tiden, for mens han var i gang med at tage en prøve af overfladen, faldt han forover, og måtte udføre nogle lavtyngdekrafts-breakdance moves for at komme på benene igen:
En undersøgelse fra 2014 peger på, at styrtene sker, fordi Månens tyngdekraft ligger lige på smertegrænsen for, hvornår vi mennesker kan finde op og ned. Ifølge undersøgelsen skal mennesker bruge 15 procent af Jordens tyngdekraften for at orientere sig, og Månens tyngdekraft er 17 procent af Jorden.
Mens der er noget åbenlyst komisk i at snuble efter at lande succesfuldt på Månen – for ikke at snakke om den omvendte rumdragts-orm, der får Charlie Duke op igen – kunne situationen have udviklet langt mere tragisk.
Hvis et styrt på månen rev et tilstrækkeligt stort hul på dragten, ville den ikke længere kunne forsyne astronauten med tilstrækkeligt tryk og ilt. Det ville få astronauten til at stå i en situation, hvor han enten ville dø af iltmangel eller af at kropsvæskerne koger væk, fordi vakuumet på månen sænker kogepunktet. River man hul på rumdragten, er det altså med at være hurtig med fodbold-lappen på knæet, hvis ikke det skal have en dødelig udgang.
NASA tog højde for risikoen ved at designe dragterne, så de var modstandsdygtige overfor styrt – og i øvrigt også, så de var sikre på, at astronauterne kunne komme op igen, hvis de faldt.
På en mere positiv note – da Jack Schmitt senere i 1972 var på det sidste hold, der satte fod på månen, tog han sig også en tumletur:
