GRUBLER

Kategori: Natur

  • Kanonkuglestabling for viderekomne

    Kanonkuglestabling for viderekomne

    Livet som matematiker var anderledes for nogle hundrede år siden. 1600-tallets matematikere nøjedes ikke med at sidde ved skrivepulten og lave beviser — de tjente under konger og fyrster, og var uundværlige når man skulle kende banen for en flyvende kanonkugle eller tegne kort over ukendt land. En af tidens største naturvidenskabsmænd var Johannes Kepler, der arbejdede sammen med Tycho Brahe og blandt meget andet påviste, at planeter kredser om solen i ellipse-formede baner. I år 1611 stillede han spørgsmålet: Hvordan skal jeg stable mine kanonkugler, så de fylder mindst muligt? I år, godt og vel 400 år senere, har nutidens matematikere endelig givet et svar på det spørgsmål.

    Inden man læser videre er her en opfordring til selv at lege med problemet: Forestil dig at du skal fylde en stor tønde med kanonkugler, og at der skal være så lidt luft i tønden som muligt. Du har givetvis ikke en stak kanonkugler i nærheden, men mindre kan også gøre det: En samling glaskugler, eller et net appelsiner, for eksempel. Den mest oplagte stabling er måske at lægge nederste lag kugler i et kvadratisk gitter, lægge en ny kugle direkte ovenpå hver kugle i nederste lag, og fortsætte sådan. Ved at pakke kuglerne på denne måde får man en pakningstæthed på 52% — hvilket bare betyder at 52%, eller lige godt halvdelen, af tøndens rumfang fyldes af kugler, og resten af luft. Der skal ikke meget fantasi til at se, at det kan gøres bedre: Tag lag nr. 2 og flyt det lidt, så hver kugle nu hviler i fordybningerne mellem kuglerne i lag 1. Fortsæt på samme måde med at lægge kuglerne i det nye lag i fordybningerne i det foregående. Denne pakning kaldes cubic close packing, og er den grønthandlere bruger når de stabler appelsiner. Kepler viste, at pakningstætheden for denne pakning er omkring 74%, og dermed væsentligt bedre end vores første forsøg. Kepler foreslog også noget mere radikalt: Denne pakning var faktisk den bedst mulige! Med andre ord: lige meget hvilken anden pakning man forsøgte sig med, ville pakningstætheden højst være de 74% man også får ved bruge cubic close packing.

    Kepler gik dog ikke så langt som til at føre bevis for sin påstand. Og man kan måske forstå hvorfor: Hvordan kan man sige noget meningsfuldt om alle mulige pakninger? En ting er alle de symmetriske, rigide pakninger som de to ovenfor — noget andet er alle de uendelige mange tilfældige pakninger, vi kan lave ved at hælde kugler tilfældigt ned i tønden. Et bevis for Keplers påstand skal kunne håndtere alle disse pakninger på en gang. Et første stort skridt blev taget af den ungarske matematiker Fejes Tóth i 1953. Toth opstillede en ligning, og viste at løsningen til denne ligning var den maksimale
    pakningstæthed. Med andre ord: Lige meget hvilken pakning man finder på, vil dens tæthed være mindre end løsningen til ligningen. Hvis Fejes Tóth nu blot kunne løse ligningen, og vise at løsningen var de 74% man opnåede med cubic close packing, ville Keplers formodning være vist. Problemet var bare, at Toths ligning var kompliceret. Meget, meget kompliceret. Skulle man løse ligningen, krævede det voldsomme mængder computerkraft, og i 1953 kunne en computer på størrelse med en kummefryser knap nok lægge to tal sammen. Heldigvis er vi kommet et stykke siden da. I løbet af 1990’erne lykkedes det matematikeren Thomas Hales at skrive et computerprogram, der kunne løse Toths ligning. På vejen skulle programmet løse over 100.000 mindre ligninger, og resultaterne af Hales’ udregninger endte med at fylde over 3 gigabyte. Og derefter skulle programmet tjekkes for fejl, ligesom matematiske artikler bliver tjekket for fejl inden de sendes i trykken. Normalt bliver matematiske resultater gennemrettet af kolleger, inden de bliver udgivet — men hvordan tjekker man 3 gigabyte programkode for fejl? Man skriver et mindre program, der kan tjekke det store programs korrekthed! Teknikken kaldes
    automated proof checking, og er en af de mere revolutionerende ideer matematikken har set de sidste årtier. Det svarer — meget groft — til, at jeg ikke selv tjekker denne artikel igennem for stavefejl, men lader stavekontrollen gøre det — og samtidig lader stavekontrollen tjekke min grammatik, min kommatering, mine kilder og at det jeg skriver ellers giver mening…

    Historien fik sin ende i juni i år, hvor et anerkendt matematik-tidsskrift accepter Hales’ artikel og hans løsnings-programmer. Og ja: Kepler havde ret. Ingen pakning er bedre end
    cubic close packing. Men at det skulle tage 400 år at få fuldstændig vished, havde Kepler nok ikke regnet med.

  • Matematikkens Nobelpris går til fransk bølgeekspert

    Matematikkens Nobelpris går til fransk bølgeekspert

    Hvert år i slutningen af marts uddeles Abel-prisen af Det Norske Videnskabsakademi. Der findes ingen Nobel-priser i matematik, men Abel-prisen omtales ofte som ‘matematikkens Nobelpris’ — den gives til en matematiker, der gennem et helt liv har formet matematikken og bidraget med adskillige banebrydende ideer. På listen over tidligere vindere finder man for eksempel John Nash, hvis liv var baggrund for filmen ‘A Beautiful Mind’.

    I år har Videnskabsakademiet givet prisen til den franske matematiker Yves Klein. Han får prisen for et livs forskning i matematikken bag bølger. Og fordi bølger optræder overalt i vores verden – fra radiobølger og røntgenapparater til musik og jordskælv – er der god grund til at se nærmere på hans forskning.

    Uden bølgernes matematik – ingen stemmegenkendelse

    Kleins arbejde ligger især i den del af matematik der hedder Fourieranalyse, som er den gren af matematikken der forsøger at forstå bølger. Var det ikke for Fourieranalyse ville vi hverken have mobiltelefoner, stemmegenkendelse eller mp3-afspillere!

    Et simpelt eksempel: Som man måske har glemt fra gymnasiets musiktimer, kan alle toner bygges op ved at kombinere
    simple grundtoner. Slår man en akkord an på en guitar, bidrager hver streng med en lydbølge med en bestemt bølgelængde. Hvis bølgelængderne opfylder nogle bestemte matematiske relationer synes vi, at det lyder godt – hvis ikke, synes vi lyder det falsk og beder guitaristen pakke sammen. På den måde kan al lyd, hvad end det er musik, støj eller menneskelig tale, dannes ved at lave komplicerede kombinationer af simple lydbølger.

    Den matematik der udgør Fourieranalyse gør groft sagt, at vi kan gå den anden vej: Tage komplicerede lydbølger og splitte dem op i simple bestanddele. En slags lyd-byggekoldser, om man vil. Kan man splitte lyden op i disse simple grundelementer kan man også komprimere den: Skal man have alle detaljer i noget lyd med kræver det kolossalt meget information, men kan vi finde ud af hvilke lyd-byggeklodser lyden er bygget op af, kan vi klare os med langt mindre. Det er den idé der f.eks. ligger til grund for .mp3-filformatet.

    At splitte lyden op i grundelementer er dog på ingen måde ligetil, og det er her matematikken kommer på banen. Fourieranalysen giver en værktøjskasse, der gør det muligt at hive information ud af komplicerede bølger – f.eks. hvilke grundtoner en guitarakkord består af, hvornår en bestemt tone optræder i et stykke musik, eller sågar hvilket ord jeg siger til Siri i min iPhone.

    Wavelets – lydens legoklodser

    Kleins arbejde handler især om de såkaldte wavelets, der er en helt særlig type bølge-byggeklodser. Det er et redskab, der ikke kun bruges til at analysere lyd – enhver form for
    digital information kan behandles med værktøjerne i Fourier-værktøjskassen.

    Kleins arbejde om wavelets ligger eksempelvis til grund for en bestemt udgave af .jpeg-billedformatet, der kan findes i ethvert billedbehandlingsprogram.

    Og anvendelserne stopper ikke her: Wavelet-teorien bliver brugt til at filtrere støj fra information i seismografer og på den måde forudsige jordskælv, i rumteleskoper til at detektere tyngdebølger, og sågar af FBI til at analysere fingeraftryk.

    Vil man vide mere om Kleins liv og bidrag til matematik, har Abelprisens hjemmeside en fyldig dækning.

    Hadede Nobel matematik på grund af affære?

    I øvrigt: En af de mest vedholdende vandrehistorier i matematikkens verden er den om Alfred Nobel og den manglende Nobelpris i matematik. Alfred Nobel levede i Sverige i forrige århundrede og blev rig på at opfinde dynamit. På sine gamle dage var Nobel plaget af dårlig samvittighed over den død og ødelæggelse hans opfindelse havde forårsaget, og besluttede sig for at donere 94% af sin betragtelige formue til videnskaben. Fem priser, i fysik, kemi, litteratur, medicin og fred, blev oprettet i hans navn. Men hvor var matematikken?

    Rygtet går på at Nobels kone havde en affære med en af tidens kendte matematikprofessorer, og at Nobels forhold til matematik derfor var noget anstregt. Grubler kan dog afsløre, at historien intet har på sig — især fordi Nobel ikke på noget tidspunkt i sit liv blev gift. Den — noget kedeligere — forklaring er nok snarere, at Nobel oprettede priser i felter der gjorde verden bedre og fredeligere, og har var f.eks. medicin et mere oplagt valg. Det er bare ikke en helt så saftig historie…

  • Bier er også optimister

    Bier er også optimister

    Hvad har mennesker og bier egentlig til fælles, ud over at have fart på? Ifølge forskere ved London Universitet kan de små stribede flyvere opleve en slags optimisme, der ligesom vores følelse er styret af signalstoffet dopamin.

    Der er en grund til, at chokolade er mere populært end broccoli: Hos mennesker frigiver eksempelvis slik og sex dopamin i hjernen, så vi får en positiv oplevelse. Forskere fra London Univeritet har netop testet, om det samme gør sig gældende for bier.

    Inden de slap forsøgsbierne løs, lavede englænderne ifølge magasinet Science en slags testbane med fem huller i forskellige nuancer mellem blå (længst til venstre) og grøn (længst til højre).

    Mens det blå hul indeholdt spændende sukkervand, måtte det grønne hul skuffe besøgende bier med ganske almindeligt vand. De tre midterhuller blev lukket, og sværmen af bier – af arten Bombus terrestris – fik lov til at gå amok. Efter kort tid havde bierne som formodet lært at finde ind til guffet i det blå hul.

    Herefter åbnede forskerne de tre midterste huller (dem med farvenuancer mellem blå og grøn). Bierne blev delt i to testgrupper, hvoraf den ene fik vand og den anden sukkervand. Det viste sig, at de sukkerdopede bier hurtigere fattede mod til at flyve ind i de forvirrende turkise huller, hvor de jo ikke var sikre på, om der ventede dem en belønning (blå) eller ej (grøn).

    Optimisme overvandt chok

    For at teste at det virkelig drejede sig om optimisme, og ikke blot om et energigivende sukkerkick, lukkede forskerne nu alle bierne inde i et rør, der i nogle sekunder klemte sammen om bierne – på samme måde som en knæler gør det, når den har fanget en bi ude i naturen.

    Efter denne chokerende oplevelse var de sukkerfyldte bier langt hurtigere til at træffe en beslutning om at komme videre og flyve hen til hullerne igen, end deres vansmægtende kollegaer, der i noget længere tid sad og var paralyseret.

    Som en sidste test gav forskerne bierne et dopamin-blokerende stof. Nu var det slut med optimismen – bierne summede lige så langsomt hen til de mystiske huller, hvad enten de havde fået en træls eller sødmefyldt morgenmad.

  • Se Mt. Etna eksplodere i udbrud

    Se Mt. Etna eksplodere i udbrud

    Det gik ikke stille for dig, da Europas største vulkan Mt. Etna torsdag den 16 marts igen gik i udbrud – se videoen af udbruddet på nært hold her

    Mt. Etna, der ligger på den italienske ø Sicilien, er med sine godt 3300 meter den største, aktive vulkan i Europa, og den går regelmæssigt i udbrud – senest i 2012.

    Det er dog sjældent, at der er personer så tæt på udbruddet som i videoen overfor. 10 personer kom da også til skade, da det pludselig udbrud sendte sten og støv ud over de mange tilskuere, men ingen kom alvorligt galt afsted.

     

    En anden – og mindre søsygefremkaldende – video på afstand fra udbruddet, kan ses her:

    https://www.youtube.com/watch?v=HRro8yhzfuM

  • Grønne neandertalere tog medicin

    Grønne neandertalere tog medicin

    Neandertaler. Hvad er det første du forestiller dig, når du hører ordet? Hvis du nogensinde har grinet ad Gary Larsons tegninger, ringer de følgende stikord måske en klokke: Muskelbundt, hønsehjerne, gok mammutter i hovedet med køller. Forsimplet! råber forskerne, der i de seneste år har haft travlt med at revidere billedet af vores stenalderslægtning med  de brede skuldre, det firskårne ansigt og den ekstremt vigende pande: Neandertalerne begravede deres døde, de kunne lave ild, de pyntede sig med skind og fjer, og de dyrkede sex med de første moderne mennesker i Europa. Og så åd de noget meget varieret palæomad.

    Spanske neandertalere levede vegansk

    På kvindedagen 2017 publicerede tidsskriftet Nature et studie af neandertalernes madvaner. Her har forskere fra bl.a. Barcelona Universitet studeret 49 tusind år gamle knoglerester fra  en hule i Nordspanien og én i Belgien. Analyser af blandt andet bidmønstre i de spanske neandertaleres emalje viser at de primært levede af planteføde fra skoven, deriblandt svampe, mos og pinjekerner. Derimod levede belgierne mere op til de klassiske neandertalerfordomme: Deres menu bestod primært af kød fra blandt andet muflonfår og uldhåret næsehorn. Fundene viser at neandertalerne var fleksible og kunne tilpasse sig varierende omgivelser. Som forskeren Karen Hardy udtaler til El País: ”De var kloge og havde en økologisk viden som vi har mistet.”

    Huleboerne brugte medicin

    Til forskernes forbløffelse viste det sig at en spansk huleboer, der for tusinder af år siden led af smerter fra en tandbyld, havde gnavet i et stykke poppelbark, der indeholdt salicylsyre – som også indgår i den smertestillende medicin aspirin. Opdagelsen viser at neandertalerne havde kendskab til medicin… Det bliver bekræftet af DNA-spor efter særlige svampe som de muskuløse menneskeslægtninge brugte som antibiotika.

    Desperat neandertaler åd hjerner

    Siden den spanske hule El Sidrón blev fundet i 1994, har lokale forskere slæbt knogler fra i alt 13 neandertalere ud i dagslyset. Flere af knoglerne har fået skrammer, og brud på de kraftige kranier fortæller en brutal historie: Desperat af sult har en neandertaler slået sine artsfæller ihjel og suppleret sin ellers så veganske palæomad med kødet fra de undervurderede hjerner.

  • Minidroner kan overtage biernes bestøvningsjob

    Minidroner kan overtage biernes bestøvningsjob

    Hvis bi-kolonier fortsætter med at kollapse i det nuværende tempo, får fremtidens blomster problemer med at blive bestøvet. Japanske forskere har derfor forsøgt sig med minidroner som erstatning for bierne.

    I fremtiden kan historien om bierne og blomsterne meget vel få tilføjet et par linjer med dronerne. Kolonier med honningbier forsvinder nemlig med voldsom fart i disse år, og det har fået japanske forskere til at kigge på muligheden for at bygge droner, der kan bestøve blomster.

    Selvom forskerne har bevist, at det kan lade sig gøre, viser en video fra det japanske laboratorium meget godt, hvor langt dronerne er fra at kunne udføre arbejdet effektivt og i stor skala:

    Særlig gel gør det muligt

    Minidronerne – der måler 4 x 4 cm – er en del af et forsøg ledet af Dr. Eijiro Miyako på National Institute of Advanced Industrial Science and Technology i Japan.

    I sig selv er dronerne ingen ny opfindelse, det særlige ved forsøget er dronernes evne til at hente støv fra én blomst og give det videre til en anden.

    For at lykkes med den opgave, har dronerne fået en stribe dyrehår klistret fast, og så har forskerholdet opfundet en ny type klistret gel, der både kan få fat i pollen og afgive den igen i næste blomst. Derfor kalder forskerholdet også forsøget en succes i tidsskriftet Chem.

    Lang vej i mål

    Mens den basale process med at hente og bringe pollen er på plads, skal dronerne tilføres en hel del kunstig intelligens og en GPS, hvis dronerne skal mestre opgaven uden hjælp fra en forsker, så ideen kan blive til virkelighed.

    Det er nok de færreste der ønsker sig en fremtid uden bier – dronerne kan jo ikke lave honning – men bliver bestanden af honningbier yderligere svækket, kan dronerne sandsynligvis blive biernes hjælper engang i fremtiden.

  • Klimaforandringer skilte zebraer og heste fra hinanden

    Klimaforandringer skilte zebraer og heste fra hinanden

    Din barnehjerne blev måske også smittet af ”Halfdans ABC”: Zebra, zebra, er du æsel eller hest, tror du striber klær dig bedst, hvor sku’ jeg vide det fra.

    Zebraer, æsler og hestes historie har længe været tilsløret. For 18 millioner år siden blev hestefamilien – Equidae  – ramt af vokseværk. De små planteædere skød i vejret og fik længere og kraftigere tænder, der kunne tygge græs. Samtidig begyndte de at forgrene sig i alle mulige retninger, indtil verden rummede hele 138 hesterarter. I dag er der kun 7, fortæller palæontologen Juan López Calapiedra til den spanske avis El País. (Bonusinfo: Det drejer sig om 3 zebraarter, 3 arter af vildæsel, samt den vilde hest. Tamme æsler og heste regnes som underarter af deres vilde fætre.)

    Klimaforandringer splittede hestene

    Hestens stamfader Eohippus lignede ikke ret meget en moderne hest.

    Calapiedra stiller i tidsskriftet Science spørgsmål ved punkt 3 i den klassiske fortælling:

    1. I Nordamerika begynder græsstepperne at brede sig.

    2. Urhestene tilpasser deres tænder og mavesystem til en hverdag som græsædere. Truslen fra rovdyr, der meget let kan angribe i det åbne landskab, får hestene til at tiltage i størrelse.

    3. Selvom ændringerne sker hurtigt, udvikler forskellige grupper af urheste sig lidt forskelligt fra hinanden, fx bliver nogle større eller får et andet pelsmønster. Derfor opstår der i løbet af forholdsvis kort tid en række arter.

    Efter at have undersøgt knogler og tænder fra alle de 138 arter konkluderer Calapiedra og hans team at overgangen fra ”urhest” til ”moderne hest” slet ikke skste så hurtigt som hidtil antaget, og at det derfor næppe var den kropslige udvikling i sig selv der førte til at hestefamilien blev splittet i blandt andet zebraer, heste og æsler. I stedet var det klimaforandringer der ændrede landskabet og isolerede flokke fra hinanden, og dermed sørgede for at de udviklede sig i forskellige retninger, samtidig med at dyrene stadig fulgte det oprindelige evolutionsspor hen mod ”stor græsæder, der kan flygte fra rovdyr”. Forskellen mellem æsler, zebraer og heste er stadig ikke større end at de kan få afkom med hinanden.

    Designet er amerikansk

    I 1493 tog Columbus moderne heste med til Nordamerika, hvor mennesket i årtusinder ikke havde haft andre ridedyr end lamaer og alpakaer.   Hesten var kommet tilbage til sine forhistoriske rødder:

    ”Nordamerika var en hestefabrik,” fortæller Calapiedra til El País. ”Hver gang der opstod et vindende design, spredte det sig til Eurasien via Beringstredet og derfra videre til Afrika.”

    Det er dog stadig uvist hvordan zebraen fik sine striber, om den er hvid med sorte striber eller sort med hvide striber, og sidst men ikke mindst, om den egentlig er et æsel eller en hest?

  • Hanner brøler sig store

    Hanner brøler sig store

    lion-721836_1280Har du selv (eller en ven af hankøn) nogensinde ledt efter de mørkeste steder i adamsæblet med den hensigt at gøre en kvinde blød i knæene? Du (han) er ikke alene: I et studie i tidsskriftet Nature lytter zoologerne Benjamin D. Charlton og David Reby til lystige mande-brøl fra 67 forskellige landlevende pattedyr, bl.a. løve, elefant og chimpanse. Deres opsigtsvækkende konklusion er at hannerne fra en række arter har udviklet en dybere stemme end de teknisk set burde have – lige præcis for at score hunner.

    I teorien er der altid mere bas og kraft i brølet fra en stor han, eftersom større struber har plads til både mere resonans og længere stemmebånd (der kan svinge med en lavere frekvens og dermed skabe en dybere klang). Naturen har imidlertid fundet på masser af tricks der lader (han)dyr ”snyde” sig til en dybere røst:

    • Brøleaben har et overdrevet stort strubehoved
    • Saigaantilopen har udviklet en særligt stor snude der forstærker lyden
    • Koalabjørnen har et ekstra sæt stemmebånd der sidder uden for selve strubehovedet

    Andre dyr har et meget bevægeligt strubehoved, der ligesom en elevator kan skifte ”etage”.

    I den vilde natur er det normalt den stærkeste der overlever. Derfor handler det for mange hunner om at finde sig en stor og kraftig han, der kan føre de gode gener videre til afkommet. Men nogle gange leder det dybe, sensuelle parringsbrøl altså hunnen hen til en mage der er knap så stor som hun havde forestillet sig.

    Det er dog ikke alle pattedyr der bruger den slags scoretricks. Reby og Charlton sammenlignede også de forskellige arters gennemsnitlige testikelstørrelse. Dyr med større testikler havde gennemgående lysere stemmer – og åbenbart ikke det samme behov for at charme hunnerne med falsk reklame.

  • Forskere har fundet ud af hvordan bjørnedyret overlever radioaktiv stråling

    Forskere har fundet ud af hvordan bjørnedyret overlever radioaktiv stråling

    Det sejlivede bjørnedyr kan overleve radioaktiv stråling. Nu har forskere fundet ud af hvordan, og måske kan evnen i fremtiden overføres til mennesker

    Et bjørnedyr på 1,5 mm ville være en kæmpe indenfor sin art, men det er heller ikke bjørnedyret størrelse med derimod dets evne til at overleve, der gør det så vanvittigt interessant:

    Bjørnedyret kan overleve vakuumet i det ydre rum, ekstreme temperaturer og højt tryk generer dem ikke synderlig, og selv efter at være nedfrosset i flere år vågner bjørnedyret op igen og lever videre.

    Derudover kan bjørnedyret overleve radioaktiv stråling i mængden, som ville slå de fleste organismer ihjel – og nu har forskere fundet ud af hvordan.

    Et proteinskjold beskytter DNA

    Ifølge Nature Communications har en gruppe forskere fra University of Tokyo fundet ud af, at bjørnedyrets enestående evne skyldes et specielt protein, som de kalder “Dsup” – en forkortelse for “damage suppression” eller “skade undertrykkelse” på dansk.

    Proteinet omsvøber bjørnedyret DNA som et skjold, så DNA strengen beskyttes mod den radioaktive stråling – og i øvrigt fungerer DNA’et helt normalt, selvom det er omsvøbt.

    Takekazu Kunieda og hans hold fra universitetet i Tokyo testede proteinet på laboratorieskabe nyre-celler, som blev genetisk omprogrammerede til selv at producere Dsup-proteinet – med stor succes.

    “Menneskeceller der lavede Dsup havde en reduktion på 40-50 procent i DNA-skader forårsaget af røngentstråling sammenlignet med kontrolcellerne,” skriver Takekazu Kunieda i rapporten.

    Strålebeskyttelse på rumrejsen

    Ved at sabotere Dsup-generet med RNA, forsvandt proteinet og dermed strålebeskyttelsen fra nyrecellerne igen, hvilket beviser, at Dsup er nøglefaktoren for bjørnedyret modstandsdygtighed overfor radioaktiv stråling.

    Hvis evnen til at beskytte menneskeceller mod radioaktivitet kan reproduceres på et levende menneske, kan det sandsynligvis gøre Elon Musks planer om at oprette en koloni på Mars lidt lettere – men det er selvfølgelig kun spekulationer.

     

  • Forskere laver CO2 om til brændstof – ved et uheld

    Forskere laver CO2 om til brændstof – ved et uheld

    De havde egentlig regnet med, at deres nye proces i første omgang ville lave CO2 om til metanol – også kaldet træsprit. Men til stor begejstring for forskerne fra Oak Ridge National Laboratory i Tennesse, USA, blev drivhusgassen istedet omdannet direkte til etanol, som egentlig var det endelig mål med deres forskning.

    “Vi opdagede ved et uheld, at materialet (som vi havde udviklet red.) virkede. Vi var i gang med at studere det første skridt i en foreslået reaktion, da vi opdagede, at katalysatoren klarede hele reaktionen på egen hånd,” siger Adam Rondinone, hovedforfatter på teamets artikel udgivet i ChemistrySelect, i en pressemeddelelse.

    Katalysatoren består af kobber, kulstof og nitrogen, som er meget almindelige materialer. Med ved at arrangere materialerne til nogle nano-spyd (som på billedet) ved af hjælp nanoteknologi, har de fundet ud af hvordan de kan begrænse side-reaktionerne i processen.

    Nanospyd af kulstof, som kan omdanne CO2 til etanol

    På den måde har holdet ved at sætte strøm til katalysatoren formået at omdanne CO2 opløst i vand til 63-65% etanol – altså en meget ren process.

    Fra drivhusgas til brændstof

    Opdagelsen af processen kan få enorm betydning, da etanol kan bruges som brændstof. Samtidig fore

    “En process som den her tillader at vi bruger overskydende elektricitet, når den er tilgængelig (fra eksempelvis vindmøller red.), til at lave og gemme etanol,” siger Adam Rondinone.

    Og ville det ikke være smukt, hvis vi kan lave vores CO2-forurening fra afbrænding af fossile brændstoffer om til ny, grøn energi?

    Om processen nogensinde forlader laboratoriet, om den kan laves i stor skala og om den bliver økonomisk forsvarlig, melder historien dog intet om.