Det er muligt, at en stor del af Danmark holder sommerferie i det gode vejr, men for raketentusiasterne fra Copenhagen Suborbitals, kan sommerlørdagen blive en af årets vigtigste.
Arter vejr og vind sig, er det nemlig planen at foreningens godt 5 meter høje Nexø 1-raket skal sendes op kl.12.
”Nexø 1 er den mest komplicerede raket vi nogensinde har bygget og en vellykket opsendelse i år er altafgørende for at komme videre mod vores mål, der er at bygge en raket, der er stor nok til at sende et menneske ud i rummet,” siger Kristian Elof Sørensen, der er formand for Copenhagen Suborbitals, i en pressemeddelse forud for opsendelsen.
Nexø I-raketten er den første af to planlagte raketter af ”Nexø” klassen. Raketten er en forløber for den 15 meter høje Spica-raket, der i øjeblikket er under udvikling på raketbyggernes værksted.
Affyringen finder sted i Østersøen ca. 50 km øst for Bornholm og foregår fra foreningens selvsejlende affyringsplatform ”Sputnik”. Foreningen forventer at raketten når en højde på 6-10 kilometer, før den udfolder sin faldskærm og lander blødt i Østersøen.
”Med Nexø 1 kommer vi ikke ud i rummet, men de teknologier vi tester er præcis de samme, som vi skal bruge til Spica. Spica-raketten, der skal sende vores astronaut ud i rummet, er så stor, at det giver mening for os at bygge en række mindre raketter for at teste alle de systemer, vi kan, i mindre skala,” siger Kristian Elof Sørensen.
Et livestream fra opsendelsen kan følges her: https://www.youtube.com/watch?v=5mQ8bz1E6V8
Copenhagen Suborbitals har bygget og opsendt raketter i Danmark siden 2011, hvor opsendelsen af raketten HEAT-1X skabte overskrifter over hele verden. Foreningens tæller ca. 50 frivillige, der arbejder målrettet mod at være de første amatører i verden der opnår en bemandet rumflyvning.
Skriv et svar